Samtidig er nationalparken et stort stykke danmarkshistorie. Området rummer talrige gravhøje fra bronzealderen, og de mange tyske bunkers langs kysten minder om dengang, Danmark var frontlinie for et forventet angreb fra de alierede styrker under Anden Verdenskrig. Den stride vind og sandets flugt ind over land er synlig ved bl.a.de forladte landbrugsjorde, der idag ligger hen som klithede eller plantage. Alt sammen vidnesbyrd om en tid for ikke så længe siden, hvor livet ved vestkysten var barsk for befolkningen.
I Nationalpark Thy skifter skifter både vejret og naturen konstant. Fra en piskende vind fuld af salt havduft ved kysterne til milde briser inde i den våde, dampende skovbund. Men uanset, hvor man bevæger sig i parken, fornemmer man områdets storhed. Her er højt til himlen, og det er svært at lade være med at strække armene over hovedet og fylde lungerne med frisk luft.